I dag har jeg fået mit første jagtbevis. Jeg er virkelig stolt af det, selvom jeg ikke har skudt noget endnu - om jeg nogensinde kommer til det, er uvist. Jeg kan kun fortælle, at jeg har været med på jagt med min bedstefar utallige gange på is, hav og til lands, det har virkelig været en fornøjelse - dejlige stunder sammen med bedsteforældrene. Det får altid smilet frem, når man tænker tilbage på det, de dejlige minder.
Også er det jo lige det, at familien Fleischer-Lyberth har taget mig med på rensdyrjagt sidste år her i Sisimiut omegnen. Den første tur var med Siiva, Dorthe, Vittus og Arnannguaq et godt stykke væk fra Sarfannguit. Her gik vi på jagt kl 7 om morgenen. Jeg gik med Siiva og Dorthe. Efter at have gået en halv dag fik vi 3 nok - så vi gik ned til teltet og sov mens vi ventede på de andre. Vi blev vækket af de 2 andre som var på vej ned, de havde fanget et rensdyr! En fantastisk oplevelse. Efterfølgende weekend er det igen på tide at tage på jagt - denne gang med Pani, den dejlige tøs :-) Først skulle vi på indkøb (regntøj, provianter, patroner - "har vi patroner nok?" Det var dagen før min fars fødselsdag, så jeg måtte ringe til ham fra Sarfannguit. På min fars fødselsdag har vi fanget byttet - sikke en dejlig oplevelse. Efter at have gået et par kilometer, kunne vi se det smukke rensdyr, her lærte jeg, at rensdyr har det bedste lugtesans, så det betød rigtig meget hvor vi stod i forhold til vinden. Han kunne nemt lugte til os hvis vi stod med vinden (ikke fordi mit og Paninnguaqs hoveder lugtede....) dyret havde bare en god lugtesans. Pani og jeg sørgede for at stå rigtigt og vi skulle være musestille, vi var godt nok allerede vildt glade et par minutter før Vittus havde skudt rensdyret. Så viste det sig, at der var 2 af dem, lige efter Vittus havde skudt det ene, fik vi lov til at løbe efter det andet. Jeg havde geværet i hånden, jeg kunne høre mit hjerte banke 1000 gange hurtigere end den plejer -da jeg stod ansigt til ansigt med rensdyret, sigtede jeg godt nok på det, men hele min krop rystede, især benene. Jeg vidste, at jeg havde magten. Det var op til mig om dyret skulle dø eller leve lykkeligt videre. Vi havde øjenkontakt med hinanden - og denne enestående øjenkontakt føltes som flere timer. Det var som om det stakkels dyr bad om sit liv. Der skete et lille uheld med geværet, så Pani måtte først ordne det for mig, og mens hun var ved at ordne det, løb rensdyret videre (kunne rensdyret lugte, at Pani var kommet i nærheden?). Det kunne vi godt leve med, vi havde jo allerede nedlagt en. Næste dag fik vi øje på flere, men vi havde ikke heldet med os.
Næste tur gik til Itilleq d. 19.09.2008. Fantastisk landskab. De amerikanske soldater havde bygget en sti. Vi fandt gamle træstykker, som vi ellers lagde i håb om at se det stående samme sted om flere år - men det blev kun til et par sekunder.
Den her gang var vi ikke så heldige som de andre gange - men det var yderst en dejlig og uforglemmelig tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar